Call of Cthulhu


15-04-2023

Jeg har altid haft en passion for Call of Cthulhu og mytologien omkring det, men samtidigt har jeg haft det svært med horror-spil - især dem som skal få dig til at springe op af stolen, hvert andet øjeblik.

Det var dog det første der trak mest, så jeg tog udfordringen op med spillet "Call of Cthulhu", og det var jeg glad for jeg gjorde.

Du spiller som detektiven Edward Pierce, der bliver bedt om, at undersøge dødsfaldet af en rigmands datter, der på mystisk vis omkom i en brand på en ø ud for Boston.

Spillet er et første-persons adventure-spil, hvor du mere eller mindre lineært bevæger dig igennem historien. Der er nogle puzzles og et par actionsekvenser, men intet som ikke kan klares forholdsvist hurtigt - mest irriterende var en flugtsekvens til sidst, hvor hvert forkert sving tvang en til at se den samme introduktionsvideo igen og igen (som den eneste man ikke kunne skippe).

Historien er god og lige i universets ånd, og heldigvis for mit nervesystem, var gyset også mest af psykologisk karakter, selv om der var et par jump scares hist og her.

Spillet har et skill-system, men det virkede meget nedtonet. Min eneste oplevelse var, at det måske gav et par unikke dialogvalg hist og her, så det er et spil man spiller for at opleve historien.

Jeg giver fire stjerner, hvor den fjerde stjerne nok skyldes min passion for genren.

Det tog mig lige under 10 timer at gennemføre spillet.